Hvad er et pitch deck?
Og hvad indeholder det gode pitch deck? Læs med og lær mere om hvad det gode pitch deck indeholder. Mener du bagefter, at du ligger inde med et godt pitch deck som vi skal se hos Magnus Kjøller Holding? Så er indbakken altid åben.
HVAD ER ET PITCH DECK?
Dit pitch deck er en detaljeret version af din elevator pitch, skrevet ned og visualiseret i en præsentation som kan fremsendes til potentielle investorer. Dit pitch deck er den appetitvækker, som skal vække interessen, få modtageren op af stolen og åbne mulighederne for dig.
Et pitch deck er uundværligt i forbindelse med indhentning af større investeringer. I Danmark bruges pitch deck også ofte allerede på idé stadiet og i forbindelse med introduktionen til både friends & family samt business angels. Pitch deck er nemlig en god måde for dig som iværksætter at visualisere dit eget startup, herunder med budget og forretningsplan. Needless to say, at et seriøst pitch deck også er med til at forme de professionelle outlines omkring din startup, som en investor gerne vil se. Det viser at der er lagt tid og kræfter i at beskrive og imødekomme de spørgsmål potentielle investorer kan komme med – men når alt kommer til alt, så er pitch deck blot en appetitvækker, som skal åbne døren til potentielle investorer. Det er når du får lov at pitche din idé og dialogen starter, at du rigtigt skal præstere. Til den tid, vil du være lykkelig over de overvejelser du gjorde dig, i den fase hvor du lavede dit pitch deck, som også meget vel kommer til at fungere som din adgangsbillet.
Det er svært at lave en skabelon for det gode pitch deck. Det handler i høj grad om hvad, en investor gerne vil læse om indenfor netop din branche – og her kommer dit branchekendskab dig til gavn. Det gode pitch deck kommer omkring din forretning og beskrivelsen heraf, på en komprimeret og let appetitlig måde. En vigtig hovedregel er: Vær realistisk i beskrivelsen.
Sæt dig gerne i investorens sted, og overvej hvad som skulle til for at du selv ville investere. Hvordan kan du give investoren en god mavefornemmelse? Hvilke risici skal du have adresseret?
A) Introduktion:
Hvad hedder produktet, hvilket problem løser det, og hvordan opstod idéen?
B) Team og rådgivere:
Hvad er teamets forudsætninger for at lige præcis dét her team gør lige præcis dét her projekt til en succes? Synergier, svagheder I er opmærksomme på, hvordan komplementerer teamet hinanden, skal der evt. tilføres mere udefra eller kan teamet her eksekvere planen alene? Fokusér gerne på hvad konkret og præcist teamet kan ift. dit startup. At være klar over teamets svagheder er mindst ligeså vigtigt som styrkerne.
C) Forretningsplan:
Beskriv business-casen. Hvordan omsættes idéen til en vækstende og indbringende forretning?
D) Markedsbeskrivelse:
Hvor stort er markedet og hvordan vil I få jeres bid af kagen? Kan du sandsynliggøre at markedet er stort nok til at du kun skal tappe en lille del af det for at din forretning er rentabel? Hav samtidig fokus på det konkrete marked du skal tappe ind i. Leverer du fx et finansielt produkt så er markedet ikke hele den finansielle sektor, men kun den niché del af sektoren som du reelt henvender dig til.
E) USP:
Anfør jeres Unique Selling Points. Hvad adskiller jer fra konkurrenterne? Hvilken værdi skaber du for kunden?
F) Konkurrentanalyse:
Hvorfor skulle folk vælge det her i stedet for andre og eventuelt tilsvarende løsninger på markedet? Hvis du mener du er first mover, så skal du være sikker i din sag, for det er du i 99 ud af 100 tilfælde ikke. Tag gerne stilling konkret til konkurrenterne og forklar hvorfor folk vil vælge dit produkt. At du er seriøs omkring de udfordringer som du uundgåeligt vil løbe ind i ift. konkurrenter, viser at du er på forkant.
G) Financials:
De tal som måtte være relevante for at vise hvordan din forretning kan blive indbringende bør indføres. Kan du vise og sandsynliggøre hvordan du med 1,- i markedsføringsmotoren kan få 2,- ud i den anden ende, så er du langt. Har du allerede omsætning, så få denne og udviklingen heraf nøje beskrevet. Ved at der allerede er omsætning i virksomheden tager du nemlig en væsentlig del af risikoen ud for en investor og gør dig selv mere interessant.
H) MVP:
Er dit produkt endnu på idéstadiet, så er det altid en god idé at gøre sig overvejelser om hvad en MVP (Minimum Viable Product) vil koste at lancere. MVP’en er det produkt, som skal vise at der kan skabes omsætning og vækst, og som danner grundlaget for den fremtidige udvikling af virksomheden.
I) Risks & Precautions:
Beskriv, vurder og vær realistisk omkring de risici dit startup kan løbe ind i – og vær på forkant, ved også at have beskrevet de foranstaltninger og løsningsmuligheder som skal bringes i spil, når udfordringerne opstår.
J) Investeringens størrelse og brug:
Hvor stor en investering søger du, og hvad skal investeringen bruges på? Hvor meget af virksomheden er du villig til at afgive? Husk igen, at sætte dig i investorens sted. Hvilken del af virksomheden ser investoren gerne sine penge blive brugt på? Den del som skaber størst vækst og omsætning naturligvis – her bør du særligt være opmærksom på hvornår og hvad du mener der skal udbetales i løn. Jo mere mådehold du kan vise jo bedre – det er et ekstremt godt fundament for virksomheden, hvis founders udviser en høj grad af målehold når det kommer til løn og livsstil, da det også gennemsyrer virksomhedens DNA og dermed øger potentialet for en succes.
Eksempler på pitch decks kan ses her:
https://piktochart.com/blog/startup-pitch-decks-what-you-can-learn/